Hjernen, kroppen og bindevævet – hvad gør de egentlig og hvordan er deres samspil?

I dag har man takket være hjerneforskere og bindevævsforskere en bredere forståelse for menneskets nervesystem.

Du vil i denne artikel kunne finde den mest opdaterede forskning om menneskets nervesystem herunder bindevævets rolle i dets samspil med hjernen, kroppen og nervesystemet. Vi kommer hele vejen rundt omkring bindevævets funktioner: dets kommunikationssystem i hjernen, dets sansesystem i kroppen samt dets væsketransportsystem og blodcirkulationsystem i kroppen.

Teksten er skrevet med henblik på at også ikke-fagkyndige kan få udbytte af den nyeste viden på området. Og emnet er relevant for alle aldersgrupper, idet bindevæv influerer på adfærdsmønstre og udvikling, hukommelse for læring, afhængighed, vaner, bevægelse samt kroniske smerter.

Forskningen har i årevis kunne påvise, at hjernen ikke er statisk men plastisk – uanset alder. I begyndelsen af år 2000 kom de nyeste forskningsresultater omkring denne plasticitet. Sidenhen er flere mennesker blevet rehabiliteret gennem brug af den opdateret viden om hjernens mekanismer og disse forbindelser til resten af kroppen. Den voksnes hjerne kan stimuleres og (gen)udvikles på samme vilkår, som et barns hjerne kan. Med andre ord kan vi mennesker få nye nervebaneforbindelser og danne et nyt netværk i hjernen.

Som tillæg til den nyere viden, har forskere opdaget en mere nuanceret forståelse for hjernens plasticitet – nemlig at en funktion kan udvikles i et andet område i hjernen. Funktioner kan udvikles igen, hvis de er blevet skadet: fx hvis et menneske har skadet talecentret i forbindelse med en blodprop, kan det at tale trænes op igen i et andet sted i hjernen, hvis hjernen får den nødvendige ro. Ro er altafgørende for, om hjernens plasticitet kan udnyttes. Altså om nervecellerne kan forgrene sig og binde sig til andre nerveceller – og bindevævsceller – i øvrige hjerneområder. Men hvordan får vi denne mekanisme igangsat? Og hvordan kan vi se, at denne mekanisme foregår?

Hjernens udviklingsretning og udviklingstempo

Ved at erstatte forskning af voksnes hjerner med børns hjerner for at forstå teenageres adfærd opdagede hjerneforskere, at menneskehjernen udvikler sig i den opadgående retning. Hjernens udviklingsretning er altså bagfra, opadtil og fortil. På den måde kunne forskerne finde ud af, hvordan hjernen hos teenagere og unge fungerer og udvikler sig.

Udvikling i det forreste område også kaldt frontallap begynder nemlig først fra 12-årsalderen. Indtil da findes kun nervebaneforbindelser bagfra og opadtil. Udvikling af frontallap fortsætter frem til 24-årsalderen. Under hele denne udviklingsperiode af teenage- og ungdomslivet er frontallappen den del af hjernen, der har færrest nervebaneforbindelser – og derfor er der mange hjerneprocesser som ikke kan foregå i teenage- og ungdomsårene – men først ved en alder af cirka 25 år hvor frontallappen er færdigudviklet. Her betegnes hjernen for at være fuldt udviklet.

Nerveceller og deres forbindelser ved fødslen

Vi har flest neuroner, når vi bliver født. Neuroner kaldes også for nerveceller – motoriske nerver der modtager sensorisk stimuli og sender nervesignaler til kroppen for at udføre bevægelse. Al stimuli bliver absorberet af neuronerne og skaber to millioner synapser i sekundet – altså to millioner nervesignaler med informationer per sekund! Men alle de nervesignaler med informationer ved endnu ikke, hvor de skal gå hen og skabe kontakt. Disse synapser kan ikke finde ud af at skabe forbindelse til andre neuroner. Så trods den store mængde nervesignaler, har spædbørn kun få nervebaneforbindelser i hjernen.

Nerveceller, bindevævsceller og deres forbindelse i teenage- og ungdomsårene

Teenagere og unge mennesker har langt flere nerveceller end de har gliaceller – bindevævsceller i hjernen. Gliacellernes vigtige funktioner udover at støtte og holde sammen på nervevævet i hjernen er, at mennesker bliver i stand til at huske, at koordinere kropsbevægelser, at lære at gøre nye ting, at planlægge opgaver, at få gode vaner og meget mere. Teenagere og unge vil derfor blive dygtigere til disse gøremål i takt med, at de får et øget antal gliaceller. Gliaceller vil øges i antal helt frem til midt i 20’erne gennem stimulering af det sensoriske nervesystem. Derfor er det efter disse år, at frontallap og hermed hele hjernen først er færdigudviklet.

Frasortering af ubrugelige informationer i teenage- og ungdomsårene

Fra 0 til 11-års alderen og igen fra 25+ år frem til vi dør udvikles hjernen gennem vores interaktion med en bestemt aktivitet. Hvorimod hjerneudvikling for 12-24-årige, udover interaktion med en bestemt aktivitet er betinget af mekanismen om frasortering af overskydende synapser – altså nervesignaler med informationer som ikke er relevant at blive lagret som hukommelse i hjernen. Det betyder, at antallet af synapser reduceres i teenage- og ungdomsårene på grund af frasorteringsfasen. Men mekanismen kræver nattesøvn.

Frasorteringsmekanismen foregår under nattesøvn

Forstyrrende irrelevante informationer – som teenagere og unge mennesker i højere grad bombarderes med i dag fra den digitale verden – fylder i hjernen som støj og kaos. Hjerneforsker Frances E. Jensen anbefaler teenagere og unge i alderen 12-24 år at begrænse digital social mediepåvirkning til 1-2 timer om dagen.

Forstyrrende informationer kan blive sorteret fra om natten. Frasorteringsmekanismen forgår nemlig under nattesøvnen. Og den kan derfor kun gøre sit arbejde, når teenagere og unge sover om natten.

Nattesøvn sammen med stimulering af det sensoriske nervesystem er dermed altafgørende for, om teenagere og unge i aldersgruppen 12-24 år får tilstrækkelig udviklet hjernens midte og frontallap.

Søvn er naturligvis vigtig for alle mennesker, dels fordi stofskifte og produktion af livsvigtige hormoner foregår under nattesøvnen, og dels fordi hjernen får hvile – og ro er forudsætning for plasticitet kan finde sted.

Bibeholde så mange nerveceller som muligt gennem stimulering

Nerveceller som ikke bliver stimuleret i teenage- og ungdomsårene forsvinder på grund af ”Use it or loose it”-princippet.

For at bibeholde så mange nerveceller som muligt – så de ikke går tabt – kræver det stimulering af nervecellerne så meget som muligt i teenage- og ungdomsårene. Da nerveceller er motoriske nerver der modtager sensorisk stimuli og sender nervesignaler til kroppen for at udføre bevægelse, er stimulering af kroppens sanser forudsætning for at bibeholde nerveceller i teenage- og ungdomsårene.

Når teenagere og unge møder verden på adskillige måder gennem alle sanser under deres teenage- og ungdomsår, er mængden af alsidige oplevelser og bevægelser med til at udvikle, danne og forme dem som menneske. Og jo større mængden er, jo flere nerveceller har de, når de er voksne.

Nerveceller reduceres ved 60-årsalderen

Ved 60-års alderen begynder reduktionen af nerveceller, ikke på grund af ”Use it or loose it”-princippet men på grund af vores biologiske ur, hvor degeneration af nerveceller sker. Og derfor er det mere væsentligt for mennesker over 60 år end mennesker i 30’erne, 40’erne og 50’erne at inddrage neuromuskulær træning. Neuromuskulær træning er aktiviteter, der stimulerer hjernens nerveceller og gliaceller. Det kan fx være styrketræning, kampsport, alle idrætsgrene, dans, tai chi og qigong.

Forskning viser, at hård styrketræning ikke kan give muskelfylde hos 60+ årige. Dette skyldes reduktionen af nervecellernes antal. Derimod viser resultaterne, at hård styrketræning giver neuromuskulære forbedringer både øget styrke, større stabilitet, bedre koordination og bedre balance.

Neuromuskulær træning i form af styrketræning, stabilitetstræning, koordinationstræning, balancetræning og funktionel træning for 60+ årige er gavnlig i henhold til opretholdelse af hjernens og kroppens funktioner – bedst muligt og længst muligt.

Hjernen har brug for fred og ro for at kunne skabe forbindelser i hjernen

Nervesignaler kan blive blokeret på deres vej frem til frontallappen, det vil sige at de ikke kan nå op til toppen af hovedet men forbliver i baghovedet. I daglig tale kalder vi denne mekanisme for handlingslammelse – hjernen er stresset!

Hjernen har brug for fred og ro, når sådanne situationer opstår. I ro kan vi gentage samme stimuli, indtil nervesignalerne finder vej op til frontallappen. Herved vil nye nervebaneforbindelser og forgreninger blive dannet – ”Fire together wire together-princippet.

Forskning bekræfter, at overdrevent bekymring holder liv i problematikken, som vi bekymrer os om, og endnu værre er det med til at forværre problematikken i vores hjerne med forstærkede nervebaneforbindelser, tanker der trigger bestemte hjerneområder samt ændret kemisk miljø.

Hjernen har brug for fred og ro. Fokus på handling og fokus på andre ting – særligt handlinger som vi bliver glade af at gøre. Fokusskift og handling vil skabe nye nervebaneforbindelser men også igangsætte biokemiske processer i hjernen hen mod et bedre kemisk miljø.

Bindevæv kommunikerer med nervevæv

Bindevæv findes som gliaceller og som fibroblast celler. Gliaceller findes i hjernen og kroppen. Fibroblast celler findes i kroppen. Vi vender tilbage til fibroblast celler senere i artiklen.

Glia betyder lim på græsk. Hidtil har man troet, at gliacellernes funktion blot var at holde nervecellerne sammen, og at det var nervecellerne der sørgede for, at hjernen fungerer. I dag ved vi, at gliacellernes funktion er – sammen med nervecellerne – at sørge for, at hele hjernen fungerer korrekt. Gliaceller har været overset indtil de seneste to årtier.

Gliaceller kommunikerer med nerveceller uden at have direkte kontakt til nervecellen, som sender en besked, og kan derigennem skabe plasticitet. Hvorimod en nervecelle kræver direkte kontakt til en anden nervecelle for at kunne skabe forbindelse. Denne nyere forståelse for nervesystemet – hvordan kommunikationen mellem vores nerver og bindevæv foregår – skaber en helt anden tilgang til mennesket.

Det vil derfor aldrig være for sent at træne vores krop og hjerne: fx at genoptræne tabte funktioner, at aflære dårlige vaner og indlære nye gode vaner, at implementere et fysisk aktivt liv, at udvikle nye færdigheder o.s.v.

Gliaceller findes både i vores centrale nervesystem – hjernen – som oligodendrocyter, astrocyter og mikroglia samt i vores perifere nervesystem – kroppen – som Schwann celler. Funktionen af de fire forskellige gliaceller bliver beskrevet her forneden.

Oligodendrocyter – nervebeskyttelse og koordination

Oligodendrocyter er ansvarlige for at producere en myelinskede omkring hver nervecelle. Myelin er celler med højt fedtindhold, som isolerer og beskytter vores nerver. En myelinskede er et rør af fedtdannelse omkring en nervecelle. Jo tykkere myelinskede jo bedre nervesignal igennem nervecellen og jo mere effektiv bliver kommunikationen mellem nervecellerne.

Oligodendrocyter sørger derudover for at synkronisere fyring af nervesignalerne i forskellige områder i hjernen med henblik på at opnå en bedst mulig neuromuskulær koordination, så en motorisk bevægelse bliver mindre hakkende hverken for hurtig eller for langsom men mere glidende, smidig og balancerende med et tilpasset tempo. Disse gliaceller spiller derfor en stor rolle, når vi skal koordinere og være præcise i vores finmotoriske og grovmotoriske bevægelser.

Træning med fokus på disse gliaceller hos mennesker med neurologiske sygdomme som fx Parkinson og sklerose samt hos børn, unge, voksne og ældre der er understimulerede i forhold til balance og koordination kan derfor have gavn af aktiviteter der består af finmotoriske og grovmotoriske bevægelser, som kræver koncentration og opmærksomhed.

Astrocyter – hjernens bindevæv

Astrocyter har mange udløbere og kan derfor ligne nerveceller – og de har derfor været forvekslet med hinanden indtil de seneste to årtier. Vi har hele 2-10 astrocyter per nervecelle, som danner et stort sammenkoblet netværk af forbindelser, der på samme tid både adskiller og holder sammen på nervevævet – dermed kaldt hjernens bindevæv.

Astrocyter har samme beskyttelsesfunktion og koordinationsopgave som oligodendrocyter, så nerveceller kan opretholde deres fyring af nervesignaler.

Derudover producerer astrocyter transmitterstoffer, der er relateret til hukommelsen for muskelbevægelse. Og derfor har astrocytter en kæmpe rolle i en læringsproces i relation til at lære en bevægelse: fx at lære enhver aktivitet der kræver finmotorisk og/eller grovmotorisk muskelbevægelse, at få ændret og optimeret en kropsholdning, at få genoptrænet en gangfunktion o.s.v.

Endvidere har astrocyter også en vigtig rolle i immunforsvaret. Astrocyter sørger for, at cellerne får ilt fra blodkar og hjælper med at reparere skadet nervevæv.

Mikroglia – hjernens primære immunforsvar

Mikroglia er hjernens primære immunforsvar og har til opgave at opdage forandringer i cellemiljøet og dermed fjerne alt, der ikke bør være i hjernen såsom ophobede affaldsstoffer, fremmedlegemer og døde nerveceller.

Mikroglia sanser skader og infektion i kroppen og sørger for at producere nitrogenoxid, som er med til at normalisere spænding i bindevævet, så kroppens forskellige bløddele og organer kan arbejde frit og optimalt.

Forskning viser, at træning hvor meditation indgår bidrager til produktion af nitrogenoxid. Og der ses kun omtrent én mikroglia per nervecelle.

Einsteins hjerne

En typisk hjerne hos en voksen mand vejer 1350 gram. Albert Einsteins hjerne vejede kun 1230 gram. Derimod var Einsteins hjerne fyldt med nerveceller. I nyere tid har forskere genundersøgt Einsteins hjerne og har udover de mange nerveceller opdaget, at hans hjernebjælke var fyldt med astrocytter, og at han havde flere nerveforbindelser per gram hjerne end det gennemsnitlige menneske har.

En hjernebjælke er en struktur der fysisk forbinder hjernens to halvdele. Hjernebjælkens funktion er at gøre det muligt for hjernens to halvdele at kommunikere med hinanden.

Forskere ved endnu ikke, om det hænger sammen på den måde, at intelligente og kreative mennesker har en større hjernebjælke end mennesker der ikke er kloge og kreative.

Kim Peek (som Dustin Hoffman spiller i filmen Rain Man) havde nemlig ingen hjernebjælke, og alligevel var Kim Peek i stand til at huske over 98 % af det han havde læst, ord for ord. Kim Peek havde en intelligenskvotient på 87, og Einsteins intelligenskvotient lå på omtrent 160.

Schwann celler – myeliniserede og ikke-myeliniserede

Schwann celler findes i vores perifere nervesystem som løber via rygmarven igennem hele vores rygsøjle i form af myeliniserede og ikke-myeliniserede, det vil sige henholdsvis fedt-isoleret eller ikke-fedtisoleret.

Schwann celler omkring nerveceller med store diameter, hvor nervesignaler går stærkt, er myeliniserede. Disse myeliniserede Schwann celler er nødvendige, når vi skal reagere hurtigt fx i forbindelse med at fjerne vores hånd fra dampen fra kogende mad.

Ikke-myeliniserede Schwann celler er omkring nerveceller med lille diameter, hvor nervesignaler går langsomt. Disse ikke-myeliniserede Schwann celler er nødvendige fx i forbindelse med en længerevarende stilling i samme position – ellers ville vi hverken være i stand til at sidde stille og spise, tegne eller læse en bog.

Der bliver stadig forsket i gliaceller særligt indenfor sygdomsforebyggelse og behandling af skader relateret til neurologiske sygdomme såsom sklerose, Parkinson, Huntington sygdom og andre kroniske sygdomme som fx funktionelle lidelser.

De frie nerveender

En nerve som løber igennem en muskel, består af 17 % motoriske nerver og hele 43 % sensoriske nerver, altså har vi 2½ gange så mange sensoriske nerver end motoriske nerver i vores krop. De frie nerveender er nerveendeforgreninger af nerver fra vores perifere nervesystem, som ligger indeni vores knogler, imellem det overfladiske bindevævslag og det dybe bindevævslag, og det ligger i samtlige glidezoner, hvilket vil sige i overgangene fra et slags væv til et andet slags væv fx i en muskelseneovergang fra muskel til sene eller hvor en muskel møder bindevævet. Og nerverne fortsætter op til rygsøjlen gennem vores rygmarv.

Schwann celler og de frie nerveender – kroppens største sanseorgan

Dér hvor Schwann celler ender kaldes for terminale Schwann celler. Disse terminale Schwann celler omslutter sig omkring de frie nerveender. De registrerer forandringer og skader. De reagerer på muskelspændinger, følelser, pulsslag, blodtryk, kulde, varme samt fysisk og psykisk stress. 

Schwann celler findes i neuromuskulære knudepunkter såsom muskelseneovergange og altså alle de steder, hvor de frie nerveender findes – indeni knogler, imellem det overfladiske bindevævslag og det dybe bindevævslag samt i alle overgangene fra et slags væv til et andet slags væv. Da Schwann celler omslutter sig omkring de frie nerveender og de tilsammen udgør 80 % af de 43 % sensoriske nervesignaler, er de tilsammen hermed kroppens største sanseorgan.

Gennem mine 20 års praktisk erhvervserfaring med at mærke forskellige væv og vævenes forskellige tilstande har jeg i forbindelse med gamle og nye arvæv, gentagne skader, gamle skader, immobilisering og psykisk stress kunne mærke, at bestemte neuromuskulære knudepunkter er spændte og ufleksible i form af knudret væv, stramt væv, stenet væv og fortykket væv.

Bindevævsbehandling handler om at normalisere spænding i hele bindevævet ved at opnå større fleksibilitet i og omkring påvirkede neuromuskulære knudepunkter og dermed skabe ro i både kroppen og hjernen.

Fibroblast celler – kroppens bindevæv

Kroppens bindevæv består primært af fibroblast celler. Fibroblast celler er fibertrådformede proteinkæder af kollagent væv, som forbinder og adskiller alle kroppens strukturer fra hinanden på samme tid.

Disse fibertrådformede proteinkæder danner tilsammen ét stykke uafbrudt bindevæv i hele kroppen men bliver inddelt i to lag – et overfladisk lag i huden og et dybt lag tættere på skelettet – og så ligger det omkring vores indre organer og i hjertet. Hjertet er det eneste organ som primært består af fibroblast celler.

Kroppens bindevæv har forskellige navne afhængig af, hvori kroppen det ligger. Den thoracolumbale fascia har den største betydning for hele kroppens funktioner, idet denne del af bindevævet omfatter hele bækkenet, ryggen og brystkassen med kontakt til både vores ben, arme og indre organer.

Bindevævet omkring lungerne, hjertet og øvrige indre organer har en særlig struktur. Her er bindevævet også i to lag men som dobbeltlag omkring organerne for både at kunne holde organerne på deres pladser, men også så organerne kan glide optimalt i forhold til bindevævet og dermed fungere optimalt.

Kroppens bindevæv –væsketransportsystem og blodcirkulationsystem

Kroppens bindevæv – det overfladiske og det dybe bindevævslag samt bindevæv omkring de indre organer – fungerer som et væsketransportsystem, der hver morgen til aften transporterer 15 liter interstitiel væske rundt i kroppen imellem kroppens forskellige vævslag. Interstitiel væske består primært af vand, proteiner, hyaluronsyre og nogle opløste stoffer. Denne transport af interstitiel væske har til formål at fremme glidning imellem forskellige strukturer af blodkar, muskler, sener, nerver o.s.v.

Hyaluronsyre har en vigtig rolle i forhold til glidningen, idet hyaluronsyre har en god evne til at binde væske i vores krop og kan derved bidrage med at give bindevævet fugt og elasticitet.

Kroppens bindevæv – hjertet – fungerer som en pumpe, der får blod til at cirkulere rundt i kroppen og hjernen for at tilføre alle celler ilt og næring.

Kroppens bindevæv spiller altså en stor rolle i cirkulation af blod og øvrige vigtige stoffer samt i kroppens fleksibilitet – eller mangel af samme hvorved afklemning af muskler, sener, nerver og blodkar kan opstå – men det har også en væsentlig rolle i forbindelse med opretholdelsen af vores indre organers funktion.

Når fibroblast celler omdannes til myo-fibroblast celler

Fibroblast celler kan omdannes til myo-fibroblast celler i forbindelse med kroniske skader. Myo-fibroblast celler er meget spændingsfølsomme, idet myo-fibroblast celler er super langsomme muskelceller og har derfor en meget langsommelig proces med at give slip i en muskelsammentrækning. Hurtige bevægelser er derfor ikke gavnlige for myo-fibroblast celler. Derimod anbefales langsomme bouncende bevægelser til kroniske skader.

Når den interstielle væske med hyaluronsyre bliver stiv og klistrende – det vil sige mangel på kropsbevægelse – vil processen for at give slip i en sammentrækning foregå endnu langsommere og mere besværlig. I forhold til hjertets myo-fibroblast celler vil det kunne resultere i diastoliske og systoliske dysfunktioner, fordi hjertet bliver lang tid om at slippe dets sammentrækning.

Teknologiens gennembrud

Tilbage i 70’erne blev plasticitet nævnt for første gang. På daværende tidspunkt omfavnede terminologien for plasticitet blot hjernens forbindelser af nerveceller.

Teknologiens gennembrud i 1971 fandt sted med CT-scanning. CT-scanning står for computed tomography og er røntgenbilleder taget fra mange forskellige vinkler af kraniet, der sættes sammen til et tværsnitsbillede af hjernen.

Herefter blev PET-scanning udviklet. PET-scanning står for positron-emissions-tomography og opsamler signaler fra sporstoffer i hjernen heriblandt dopamin og serotonin.

I 1980’erne kom MR-scanning. MR-scanning står for magnetic resonance og viser hjernens kemiske miljøer og dermed hjernevævets detaljer inklusiv inflammationer og arvæv fra tidligere inflammationer.

Hidtil studerede man hjernevæv fra afdøde patienter. Og efter teknologiens opfindelser behøvede man ikke længere at vente til patienten døde for at undersøge hjernevævet.

I slutningen af 1900-tallet og starten af dette århundrede indså hjerneforskere, at man kunne anvende Einsteins ’Brownske bevægelser’, som Einstein beskrev tilbage i starten af 1900-tallet. Ved at benytte disse bevægelser kunne man se efter ændringer i hjernens blodgennemstrømning og derved rekonstruere nervebanernes bevægelsesretning ved hjælp af MR-scanning suppleret med computerprogrammer. På den måde kunne man se og følge, hvordan hjernens dele er forbundet og hvilke steder i hjernen der arbejder og ændrer sig i den levende hjerne. Den metode anvendes stadig i dag.

Funktionel MRI står for funktionel magnetic resonance imaging, som er MR-scanning der viser hvilke dele af hjernen der bruges til at tænke en bestemt tanke. FMRI kan altså vise hvilke tanker der trigger og tænder respektive hjerneområder. Den metode anvendes i dag i mange sammenhænge.

Hukommelse og afhængighed

Et netværk af nervebaneforbindelser der kaldes for LTP, long term potentiation, er en mekanisme der danner grundlag for indlæring og lagring af kortidshukommelse og langtidshukommelse.

Afhængighed er en specialiseret form for hukommelse. Den er ikke relateret til læring og korttidshukommelse som ligger i Hippocampus – hjerneområdet i tindingelappen. Afhængighed hører derimod til langtidshukommelse og ligger også i tingelappen men i hjerneområdet nucleus accumbens – også kaldt for belønningscenteret.

Nerveceller i midthjernens område VTA sender nervesignaler til nucleus accumbens. Og både VTA og nucleus accumbens bidrager til yderligere reproduktion af dopamin.

Følelsen af trang på grund af dopamin

Enhver oplevelse som giver følelsen af glæde skyldes produktion af dopamin i hjernen. Dopamin er i første omgang med til at udløse lykkefølelsen i os.

Men herefter skaber dopamin trangfølelsen i os. Når trangen til at spille mere, spise mere sukker, drikke mere alkohol, tage mere stoffer er tilstede, er det hverken lysten der driver os til at gøre det eller følelsen af lykke af at gøre det. Det er den stærke følelse af trang på grund af dopamin, som er den grundlæggende drivkraft til at vi gør det. Også selvom vi samtidig ved, at det kan koste os job, familie, økonomisk sikkerhed og helbred.

Hukommelse og afhængighed i teenage- og ungdomsårene

Teenageres og unges hjerne er mere plastiske og er derfor åben for al sund læring og udvikling men desværre også åben for alle former af afhængighed.

PET-scanninger påviser at unge mennesker producerer enorme mængder af dopamin i hjernen, mens de spiller computerspil.

Med fMRI-scanninger kan forskerne se, at hjerneområderne nucleus accumbens og VTA bliver trigget og tændt i forbindelse med spil og indtag af alkohol, nogle former for smertestillende medicin og sovemedicin samt hårde stoffer som kokain, heroin, amfetamin og cannabis – “fire together wire together”-princippet. Områderne bliver ligeledes trigget blot ved, at man tænker på de nævnte emner. Samme mekanisme ses ved sukker og fødevarer med høj kalorieindhold.

Hjerneforsker Frances E. Jensen, som har mere end 30 års erfaring indenfor hjerneforskning skriver:

“Hence the craving builds much faster in the adolescent brain than in the adult brain: neurons are more active to start with and have an exaggerated plasticity in response to exposure to the addictive stimulus. Addiction, therefore, is more strongly “hardwired” into the adolescent brain, and as rehabilitation centers well know, detox is much harder and fails more often in adolescents, too.”

Med baggrund i de eksisterende forskningsresultater fortæller hjerneforskere, at afhængighed og misbrug af spil, alkohol, sukker, smertestillende medicin og sovemedicin samt kokain, heroin, amfetamin og cannabis derfor kan være meget vanskeligt at slippe ud af særligt i teenage- og ungdomsårene.

Gentagelser

Gentagelser er godt – når der er tale om gode vaner, gode oplevelser og noget vi skal blive dygtig til. Fordi jo flere gange det samme gentages, jo tykkere bliver nervecellerne, jo flere synapser per nervecelle, og jo stærkere bliver de pågældende nervebaneforbindelser, fordi nervecellerne sender en kraftigere signal, når de genkender signalet – ”Fire together wire together”-princippet og “Use it or loose it”-princippet.

Variation

Variation af oplevelser er ikke bare godt men supergodt! Fordi nye oplevelser skaber nye nervebaneforbindelser herunder nye hukommelser og nye vaner. Jo flere oplevelser, jo flere nervebaneforbindelser af nerveceller og gliaceller – og jo lettere er det at opretholde det vi allerede kan, og jo lettere er det at lære noget nyt.

Børn der har fået en masse stimuli og alsidige oplevelser i barndommen vil være lærenemme overfor nye aktiviteter i teenageårene, idet baghovedet mod toppen af hovedet er fyldt med nervebaneforbindelser.

Omvendt vil understimulerede børn have det sværere med at lære noget nyt i teenageårene, da baghovedet mod toppen af hovedet har et mindre netværksforbindelse af nervebaner.

Biokemisk forandring i hjernen – kroniske smerter og central sensibilisering

Kemi i hjernen – udover dopamin – spiller en væsentlig rolle for nervebaneforbindelser. Der ses biokemiske forandringer i hjernen hos mennesker med kroniske smerter. Smerter der har varet længere end tre måneder klassificeres som kroniske smerter. Forekomsten af nogle bestemte mediatorer er høj hos mennesker med kroniske smerter. Disse mediatorer er medvirkende til, at kroppens frie nerveender med omsluttende Schwann celler bliver hypersensitive og sender en masse nervesignaler fra disse op til hjernen. Denne mekanisme er med til at gøre hjernen hypersensitiv overfor de mange nervesignaler, som hjernen modtager. Og smerterne trigger andre steder i hjernen end hos raske. Denne neurobiologiske forandring af følsomhed kaldes central sensibilisering.

NGF er en de højtforekommende mediatorer hos mennesker med kroniske smerter. NGF øger mængden af de andre højtforekommende mediatorer og skaber derved en ond spiral af kroniske smerter. Der er derfor en konstant smerteproces i gang hos mennesker med kroniske smerter.

Forskning bekræfter, at der ses store mængder af NGF hos mennesker med blandt andet lænderygsmerter, slidgigt og leddegigt.

15-30 minutters træning har en smertelindrende effekt

Forskning viser, at den analgetiske smertelindrende effekt begynder efter 5 minutters træning, fordi opioider bliver produceret i kroppen. Opioider er med til at blokere nervesignaler, der sendes fra kroppens frie nerveender og Schwann celler op til hjernen, og resultatet vil hermed blive, at vi ikke opfatter smerter eller vi opfatter færre smerter.

Forskning viser, at genoptræning og rehabilitering af kroniske smerter skal omfatte aktivitet med moderat til høj intensitet minimum 15-30 minutter ad gangen med en frekvens på to gange om dagen for at kunne påvirke central sensibilisering, så man kan opnå en smertelindrende effekt fx om morgenen og om aftenen.

Mennesker med kroniske smerter med central sensibilisering bør altså behandles med daglig træning. Og træningen kan være hvilken som helst form for aktivitet – blot aktiviteten omfatter moderat til høj intensitet.

Hvorimod smerter i kroppen uden central sensibilisering fx muskel-, sene-, knogle- eller organrelateret bør behandles specifikt dér hvor smerten er.

Serotonin er med til at regulere smerteopfattelsen

Serotonin er et kemisk stof og et hormon, som har stor indflydelse på vores humør – om vi føler os glade eller depressive. Serotonin influerer også på vores søvn, appetit og hukommelse. Og for nyligt har forskere opdaget, at serotonin også influerer på vores smerteopfattelse.

I årevis har forskere kunne påvise, at en forhøjet mængde af serotonin er skyld i kroniske smerter hos dyr. I dag ved forskere, at serotonin kan være skyld i øget smerteopfattelse hos mennesker, men at den også kan være med til at reducere smerter.

Serotonin er således med til at regulere smerteopfattelsen, så smerten enten opfattes stærkere eller mildere afhængig af mængden af serotonin i hjernen og kroppen.

At leve i et moderne digitaliseret samfund

Ethvert menneske er et unikt, spændende og kompleks individ, hvilket gør det enormt svært at forske på mennesker trods en højtudviklet teknologi – og derfor fremstår uendelige mange spørgsmål om mennesket endnu som mysterier.

Hvorfor kan nogen mennesker fx overvinde dødelige sygdomme? Hvorfor kan nogen leve langt over 100 år? Hvorfor kan nogen komme ud af et misbrug – og andre kan ikke? Hvorfor responderer nogen mennesker på placebo – og andre gør ikke? O.s.v.

Teknologien har i hvert fald kunne hjælpe forskere med at opdage det fulde indhold af bindevæv i mennesket samt flere af bindevævets væsentlige funktioner: At bindevævet i kroppen består af ét sammenhængende stykke bindevæv og fungerer som et væsketransportsystem der opretholder fleksibiliteten af samtlige strukturer i kroppen. At hjertet primært består af bindevæv. At kroppen har bindevæv, og det sammen med nerveender fungerer som kroppens største sanseorgan. At hjernen har bindevæv. At hjernens bindevæv kommunikerer med nerveceller og de sammen sørger for at opretholde hjernens og kroppens funktioner. Mange forskningsartikler og bøger kalder kommunikationssystemet i hjernen mellem nerveceller og gliaceller for neuroplasticitet.

Det moderne menneske – børn som voksne – er produkt af en kultur i en digitaliseret verden med øget fysisk inaktivitet. Danske journalister fra TV2 har lavet et dokumentarprogram af to afsnit omkring afhængighed af mobilspil og computerspil blandt børn, hvilket jeg synes er relevant at tage med i artiklen. Mere om dokumentarprogrammet Spionerne bag skærmen.

Opsummering

Hidtil blev vi uddannet i, at bindevæv blot var et bløddelsvæv i kroppen ligesom muskler, sener og ledbånd, og dets funktion var at holde på musklerne. Men nu er det påvist, at bindevæv er mere end blot et væv, der forbinder strukturer sammen – og at bindevæv har brug for alsidig stimulering og daglig mobilisering.

Vi ved nu, at daglig stimulering af nerveceller og bindevævsceller holder os mobile. At nervebaneforbindelser danner vores kære børn og unge, hvor søvn og sensorisk stimulering er altafgørende for udvikling af hele hjernen. Gentagelse af aktiviteter og handling er godt – når vi taler om indlæring af gode vaner og adfærd – mens alsidig sansning og bevægelse er med til at forme og udvikle vores kære teenagere og unge. Og at kroniske smerter med central sensibilisering kan lindres ved hjælp af daglig træning af moderat til høj intensitet. At alle – uanset alder – kan vælge et neuroplastisk liv hele livet igennem. Dog er det nødvendigt for hjernen at være i ro for at kunne opnå et nyt neuroplastisk liv.

Mit håb er, at denne artikel vil give en bredere forståelse for, hvilken væsentlig rolle bindevæv har i samarbejde med hjernen, kroppen og nerverne i den menneskelige adfærd i relation til både udvikling, læring, hukommelse, afhængighed, vaner, bevægelse og kroniske smerter.

Jeg har her til sidst indsat case historier baseret på flere af mine klienter. Er du interesseret i at gå dybere ned i artiklens forskellige emner, har jeg sidst i artiklen tilføjet en litteraturliste sat i kronologisk orden efter forfatterens efternavn.

Case historie 1

En 45-årig kvinde har lavt stofskifte og får medicin mod sygdommen. Hun bliver mere stiv i kroppen og kan mindre som årene går fx kan hun ikke længere sidde i skrædderstilling samt har ondt i lænden, hofter og lår. Hun fortæller mig, at hun får det værre efter hver yin yoga træning, men hendes underviser siger, at det er godt for hende.

Efter tre uger med bindevævsbehandling og sortering i patientens fodtøj samt justering med skoindlæg har patienten det generelt bedre med mindre stivhed i kroppen.

Efter en måneds tid fortæller patienten, at hun længe ikke har mærket kroppen så rar og god, og at hun igen kan sidde i skrædderstilling.

Et år efter fortæller patienten mig, at hun ingen smerter har. Hun har fulgt mit råd om at droppe yin yoga, fordi det ikke er godt for hendes krop at være i de lange statiske stillinger. Hun har udelukkende trænet dynamiske øvelser målrettet bindevævet, som hun har fået af mig. Og hun kan mærke, at det har hjulpet hende.

Case historie 2

En 48-årig kvinde har siden sin operation af diskusprolaps i lænden for 10 år siden ikke kunne mærke normalt liv i sin tå. Hver eneste dag mærker patienten en sovende fornemmelse i tåen, og samtidig er tåen og de nærliggende tæer kolde.

Efter to bindevævsbehandlinger med shockwave på tåen, opad benets nervevævsforløb og bindevævsforløb samt på tilknyttede neuromuskulære områder kan patienten mærke, at de sovende fornemmelser i tåen er forsvundet.

Og efter yderligere få behandlinger mærker patienten varme i tæerne. Hun mærker ikke længere, at hun har kolde tæer. Efter to måneder mærker patienten normalt liv i tåen.

Case historie 3

En 65-årig mand får diagnosen fibromyalgi for 26 år siden, får opereret en diskusprolaps i nakken for 15 år siden og får en blodprop i hjertet for 10 år siden.

Patienten har gennem mange år hver eneste dag kolde fødder og underben, kan ikke stå på benene uden at mærke træthed i benene og ryggen, har ofte krampe i underbenene, og har ikke fuld bevægelighed i sin arm fx kan han ikke lægge armen over hovedet så den rører sengen. Indenfor de sidste to år har patienten også smerter under fødderne ved berøring.

Patientens søster anbefaler, at han skal tage hen til mig. Efter første bindevævsbehandling kan patienten frit bevæge sin arm uden besvær med at røre sengen.

Efter nogle behandlinger mærker patienten varme i både sine fødder og underben. Så meget varme at han er nødt til at tage dynen af, mens han sover. Varmeopfattelsen er overvældende for patienten, da hans krop og hjerne i en lang årrække kun har kendt til følelsen af kolde fødder og underben. Patienten vænner sig til varmen. Fødderne og underbenene er ikke længere kolde.

Efter flere behandlinger henover måneder kan patienten stå på benene uden at blive træt i hverken ben eller ryg og kan atter gå længere ture og cykle længere ture.

Seks måneder efter første behandling tager patienten på en storbyferie i en lille uges tid, hvor han går hele dagen hver dag uden at få ondt i hverken fødder eller ben efterfølgende.

Cirka en uge efter hjemkomst fra storbyferien får patienten bindevævsbehandling. Vi har nedtrappet behandlingshyppigheden til én gang om måneden.

Efter hver behandling mærker patienten ondt i ben- og baldemusklerne i fem efterfølgende dage, hvorefter effekten så kommer til syne. Han beskriver, at denne smerte føles som at have overanstrengt sig, og det føles som mælkesyre i kroppen. Men denne gang mærker patienten smerter og mælkesyre i hele kroppen i en måned efter behandling. Han har svært ved at gå opad trapper uden at skulle stoppe, specielt om aftenen, og han har atter kolde fødder. Patientens hustru masserer derfor hans ben, og smerterne aftager i benene, og han mærker atter varme i benene og fødderne. Han har derfor valgt at få en fuld omgang massage af en massør, hvorefter smerterne er aftaget. Efter en måned kan patienten atter gå lange ture, dog får han lidt ondt efterfølgende. Han mærker, at han igen har det rigtigt godt.

Patienten og jeg samtaler omkring mystikken i, at han fra den ene dag til den anden dag ryger tilbage i en tilstand, hvor han befandt sig for lang tid siden, før han kom til mig første gang. Vi får vendt og drejet forskellige mulige årsager blandt andet, om det kan skyldes patientens nye blodfortyndende medicin? Eller kan det være en efterreaktion på, at patienten lige inden afrejse mistede sin mor? Eller er det bindevævsbehandlingen, der overstimulerer patientens sanser i forbindelse med patientens tab af sin mor? Om der kan være opstået andre kemiske forandringer i patienten? Og måske en kombination af det hele? Eller kan det være noget helt andet der spiller ind?

Case historie 4

En 46-årig mand får skadet sin skulder. Han har smerter og indskrænket bevægelse i skulder og har ondt oppe fra nakken ned til overarmen ved stilstand og under bevægelse af skulderled og skulderbælte i alle retninger. Det har stået på i tre måneder med natlige smerter. Han har desuden brækket sit kraveben for 15 år siden.

Efter første bindevævsbehandling manuelt og med laser kan patienten bevæge sit skulderled ubesværet i fem efterfølgende dage. Herefter har han igen ondt, men smerterne er reduceret.

Tre uger efter bindevævsbehandling manuelt og med laser samt øvelser målrettet mobilitet, stabilitet og styrke af skulderleddet og skulderbæltet herunder kravebensleddene, mærker patienten yderligere fremgang i skulderleddet og skulderbæltet. Patienten kan bruge armen i forbindelse med på- og afklædning. Og han har ingen smerter i forbindelse med berøring længere.

Seks uger efter kan patienten bære tunge træbrædder uden smerter under arbejdet og efterfølgende. Han har dog fortsat indskrænket bevægelse, når hånden skal over til modsatte skulder.

Tre måneder efter fortæller patienten, at det går rigtigt godt funktionelt. Han kan bære tungere ting og er mere fleksibel og stærkere i skulderen end han nogensinde har været. Dog har han stadig smerter, når han lægger på skulderen.

Seks måneder efter genoptræningens start, kan patienten atter ligge og sove på skulderen uden smerter. 

Case historie 5

En 67-årig kvinde har brækket sin fod for cirka 12 år siden, og hun har fortsat nedsat bevægelighed mellem fodrodsknoglerne, har føleforstyrrelser på ydersiden af låret op til balden og lænden. Føleforstyrrelserne er særlig tydelige, når hun står op længe og laver mad.

Efter fem bindevævsbehandlinger manuelt og med shockwave samt mobiliseringsøvelser målrettet bækkenet, låret, underbenet og foden mærker patienten, at hun har færre føleforstyrrelser.

Efter i alt ni behandlinger mærker patienten ikke længere føleforstyrrelser, heller ikke når hun står op længe og laver mad. Og hun formår at tage på en bjergvandretur uden nogen symptomer.

Case historie 6

Min mor på 83 år har svær slidgigt i begge knæ og alle fingre, får konstateret spinalstenose for 15 år siden og har haft astma i halvdelen af sit liv.

Under Corona nedlukning har min mor sin sværeste periode med ikke at kunne gå på grund af voldsomme smerter i ryggen, balder og ben grundet immobilisering og fysisk inaktivitet.

Min mor kan nu gå uden pause med en distance på 2 km fx fra hendes hjem til egen læge eller fra hendes hjem til Amager Centret. Og hun kan gå længere ture, hvor der er korte siddepauser imellem fx var vi i Frederiksborg Slots Barokhave fornylig, hvor hun gik omkring 6 km uden at få smerter undervejs eller efterfølgende.

Hver eneste gang, når min mor har siddet længe og syet tøj, har siddet længe og strikket eller har siddet længe og set fjernsyn, så mærker hun efterfølgende smerter i ryggen, balder og ben.

Hun får vedligeholdt sine funktioner og bliver smertelindret gennem bevægelse herunder daglige gåture, daglige selvmobiliserende øvelser morgen og aften, 10 km to gange om ugen på motionscykel og to gange ugentlig bindevævsbehandling.

Litteraturliste

• Bandura, Albert. Self-Efficacy: The Exercise of Control, 1997.
• Baniel, Anat. Kids Beyond Limits – Breakthrough results for children with Autism, Asperger’s, brain damage, ADHD, and undiagnosed developmental delays, 2012.
• Baniel, Anat. Move into Life – NeuroMovement for Lifelong Vitality, 2015.
• Blakemore, Sarah-Jayne. Inventing Ourselves: The Secret Life of the Teenage Brain, 2018.
• Bouhassira, Didier (editor-in-chief). European Journal of Pain, 2022.
• Bremann, Torben. Tai Chi, Qigong og Standing meditation – Balance i sind, krop og sjæl, 2015.
• Bremann, Torben. Qi Gong – En tilstand af vågen opmærksomhed, 2010.
• Brendborg, Nicklas. Gopler ældes baglæns, 2021.
• Brinch, Jane. Hjernens kemi – en temabog om transmitterstoffer, 1998.
• Callesen, Pia. Mod på livet; Hjælp din teenager til at mestre livet – også i modgang, 2021.
• Casey, Karen. Change Your Mind and Your Life Will Follow, 2008.
• Chaitow, Leon. Fascial Dysfunction – Manual Therapy Approaches, 2018.
• Chuen, Lam Kam. The Way of Energy – Mastering the Chinese Art of Internal Strenght with Chi Kung Exercise”, 1991.
• Cousins, Norman. Anatomy of an Ilness as Perceived by the Patient, 2005.
• Csikszentmihalyi, Mihaly. Oversat af Bent Bjerre. Flow – Optimaloplevelsens psykologi, 2005.
• Doige, Norman. The Brain That Changes Itself – Stories of Personal Triumph from the Frontiers of Brain Science, 2007.
• Doige, Norman. The Brain’s Way of Healing – Remarkable Discoveries and Recoveries from the Frontiers of Neuroplasticity, 2016.
• Duesund, Liv. Kropp, kunnskap og selvoppfatning, 1995.
• Engel, Lis. Krop, psyke, verden, 2001.
• Feldenkrais, Moshe. Awareness Through Movement – Easy-To-Do Health Exercises to Improve Your Posture, Vision, Imagination, and Personal Awareness, 1990.
• Feldenkrais, Moshe. Body & Mature Behavior – A Study of Anxiety, Sex, Gravitation & Learning, 2005.
• Feldenkrais, Moshe. Body Awareness as Healing Therapy – The Case of Nora, 1993.
• Feldenkrais, Moshe. The Elusive Obvious – The Convergence of Movement, Neuroplasticity & Health, 2019.
• Feldenkrais, Moshe. The Potent Self – A Study of Spontaneity and Compulsion, 2002.
• Gade, Anders. Hjerneprocesser – kognition og neurovidenskab, 1998.
• Jensen, Frances E. The Teenage Brain – A Neuroscientist’s Survival Guide to Raising Adolescents and Young Adults, 2015.
• Jwing-Ming, Yang. The Root Of Chinese Qigong – Secrets for Health, Longevity & Enlightenment, 1997.
• Kragh, Helge. Einsteins univers – en fysikers tanker om natur og erkendelse, 2008.
• Lesondak, David. Fascia – What it is and why it matters, 2017.
• Liao, Waysun. Chi – Discovering Your Life Energy, 2009.
• Liu, Tianjun and Qiang, Xiao Mei. Chinese Medical Qigong, 2013.
• Nguyen, Huong Le. Medicinsk Baduanjin Qi Gong Kompendium, 2019.
• Merleau-Ponty, Maurice. Oversat af Bjørn Nake. Kroppens fænomenologi, 1994.
• Merleau-Ponty, Mauice. Oversat af Ulla Thøgersen. Krop og fænomenologi – En introduktion til Maurice Merleau-Pontys filosofi, 2004.
• Myers, Thomas W. Anatomy Trains – Myofascial Meridians for Manual & Movement Therapists, 2014.
• Nielsson, Arne. Viljen til sejr, 2006.
• Porter, Kathleen. Healthy Posture for Babies and Children, 2017.
• Roxendahl, Gertrud. Et helhedsperspektiv – Fremtidens fysioterapi, 1900.
• Sharma, Robin. The Monk Who Sold His Ferrari, 1999.
• Sharma, Robin. Who Will Cry When You Die, 1999.
• Siegel, Daniel J. Brainstorm – The Power and Purpose of the Teenage Brain. An Inside-Out Guide to the Emerging Adolescent Mind, Ages 12-24, 2014.
• Siegel, Daniel J. and Bryson, Tina Payne. The Whole-Brain Child. 12 Revolutionary Strategies to Nurture Your Child’s Developing Mind, 2011.
• Stecco, Carla. Functional Atlas of the Human Fascial System, 2015.
• Zahavi, Dan. Fænomenologi, 2003.
• Østergaard, Leif. Hjernen, 2019.